
Kære Michel
Tillykke med fødselsdagen og tak fordi jeg måtte være med på din
livsrejse og være din karatefar i 18 år.
Trods din unge alder, så var du allerede en etableret international
topatlet og min kaptajn på det danske herre landshold i karate.
I 2018 blev du i en alder af kun 20 år nomineret til Årets Fund
i dansk eliteidræt, grundet dit U21 europamesterskab og din top7 ved senior VM.
Karaten har været med til at udvikle dig og give dit liv
perspektiv.
Dine 18 år i Sportskarate minder om historien med Den Grimme
Ælling af H.C. Andersen, idet du har udviklet dig fra at være en generet,
introvert og buttet lille dreng til at blive et udadvendt og imødekommende
menneske, som var træner og coach for klubbens talenter.
Du var en unik rollemodel og særdeles vellidt af alle. Jeg ville
elske at vise dig alle de fantastiske beskeder, som jeg har modtaget fra hele
verden de seneste dage.
Du vil altid blive husket og savnet, som atlet og som det
fantastiske smilende og varme menneske du var.
Det er så forfærdeligt, at du nu ligger her i kisten i din
karatedragt med dit sorte bælte og din EM guldmedalje.
Alle mine tanker går til familien Corbalan.
Hvil i fred Michel - landstræner og klubtræner Allan Busk