VI VIL HAVE FLERE DANSKE SENIORER I VERDENSKLASSE

Her kommer 2. del af artiklen KARATE HAR EN KÆMPE CHANCE FORAN SIG – Men er Danmark klar på fremtiden?

Af Allan Kjærsgaard, Sportschef Dansk Karate Forbund

Foto: Godthjælp Sportphotography, Flemming Ege

Dansk Karate Forbund har en drøm om, at blande sig med de bedste i verden indenfor WKF disciplinerne Kata og Kumite. Missionen er derfor klokkeklar. Talent- og elitearbejdet handler om at forøge Danmarks muligheder for at opnå verdensklasseniveau.

For at alle lige er med, så er et verdensklasse resultat i Team Danmark regi, mindst en top 8 placering ved senior Verdensmesterskaberne eller OL. Jeg ser dog også en stor værdi i, at opnå resultater på tilsvarende niveau, såsom medaljer til EM og Karate1 ligaen. Danmark har opnået det før, og det vil vi fortsætte med. Men i takt med at være i en elitesport, der udvikler sig med en enorm hastighed, set ud fra deltagerantal, konkurrenceniveau og professionaliserede tilstande, så er det at opnå verdensklasse niveau i fremtiden, en udfordring som er til at tage at føle på. Det kræver sit, at kunne følge med. Både som forbund, men så sandelig også som atlet - og samtidig er det en proces der tager tid. Derfor arbejder Dansk Karate forbund på, at skabe en stærkere forudsætning for, at opnå dette i fremtiden. At opnå verdensklasseniveau er ikke noget som dumper ned i skødet på atleten henover natten.

Jeg vil med denne artikel prøve at belyse, hvilke udfordringer vi står overfor på eliteniveau, hvor blandt andet fastholdelse af eliten, er en opgave vi skal tage yderst seriøst. Men samtidig berører jeg også, hvilke barrierer atleterne står overfor, og hvilke potentialer der ligger gemt i alt dette virvar.

Atleterne er for unge, og der er for lidt tid

Danmarks senior karateatleter er stadigvæk relativt unge i forhold til den internationale elite.

Gennemsnitsalderen for vores danske senior landshold ligger på knap 20 år (19,8). Det er et meget ungt senior landshold vi har. Vi ser dog, at det er muligt for yngre atleter at blande sig i verdenstoppen. Men det er altså for de få, og det giver desværre alt for mange falske forhåbninger.

Selvom yngste atlet på verdensranglistens top 10 lige nu er 20 år, så viser gennemsnitsalderen blandt disse atleter at være 27 år. En dansk atlet har også kunnet blande sig helt i toppen i en ung alder. Katrine Pedersen var placeret som nr. 1 i en alder af 22 år, og hun og Michel Corbalan opnåede deres første verdensklasseresultat som 20 årige.

Men kigger man på, hvornår verdensranglistens top 10 lige nu, opnåede deres allerførste verdensklasse resultat (på tværs af vægtklasser og de 2 discipliner), så ligger gennemsnitsalderen på 23 år.

Der er en kedelig tendens til, når atleterne kommer på den anden side af 20, så stopper langt de fleste

Øjebliksbilledet i en dansk sammenhæng er, at man er eliteudøver igennem sin ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse, og så tager atleten muligvis et efterfølgende sabbat år, med en naiv forhåbning om at opnå verdensklasse i denne korte periode, og så stoppes elitekarrieren herefter. Det viser, at vi står med en udfordring, som betyder at vi reelt kun har en 3 årig periode, hvor atleterne skal opnå et verdensklasse resultat. Som 18, 19 og 20 årig, og hvis vi er ”heldige”, så er de her også som 21 årige.

Min erfaring siger mig desværre, at ligegyldigt hvor godt et system vi har, så ligner det en umulig opgave.

Derudover kan vi lægge til, at VM kun afholdes hver andet år. Hvilket gør regnestykket endnu sværere.

Jeg vurderer, at en ung atlet skal bruge mindst 8 år, fra det tidspunkt han eller hun træder ind på landsholdet som 14 årig kadet, for at gøre sig realistiske forhåbninger, om at opnå ét verdensklasse resultat. Og så skal atleten også ramme spot on første gang. Men bare for at muliggøre dette, mangler vi et landshold, der bliver i sporten mindst 2 år længere, end det der er tilfældet nu. Om drømmen så udbygges herfra, og man ønsker at positionere sig i top 10 på verdensranglisten, så skal der ligges yderligere år til.

Fastholdelse af eliten

Der er mange spørgsmål, der kommer frem i denne sammenhæng. Et indlysende spørgsmål, er jo netop - hvordan vi fastholder atleterne til en længere elitekarriere?

Et spørgsmål der også er værd at berøre er, hvorfor atleterne stopper? Måske kan dette give os et svar på, hvad der skal til for at fastholde. Det er et vigtigt spørgsmål, for tendenserne på internationalt niveau, viser at man skal være længere tid i gamet, end det generelle billede af hvad, vores senior atleter er nu. Hvor skal vi sætte ind henne? Skal vi lave et andet system, der får dem til at blive dygtigere endnu hurtigere og toppe meget før. Eller går det bare for stærkt på internationalt niveau. Eller er der noget som de andre lande kan, måske karate fagligt, vi ikke kan? Er vi ikke dygtige nok?

Lad mig aflive det sidste med det samme. Danmark har evnerne, og er i den grad klar på denne opgave. Vi har igennem de sidste 10 år skabt markant bedre resultater på ungdomsniveau, end lande med væsentlige højere medlemsantal har kunne præstere. Det talentarbejde der har foregået i det sidste årti har været i særklasse. Men vi har simpelthen manglet en større mængde af atleter som er blevet ved.  De er desværre stoppet lige, når det reelt er begyndt. Vi skal selvfølgelig huske på, at vi har set et par enkelte atleter ”peake” på internationalt seniorniveau, hvilket jeg selvfølgelig er meget stolt af. Men det samme billede viser også, at vi kun har nået at se ganske få atleter i en længerevarende seniorkarriere. Internationalt ser vi til gengæld de dygtigste blive dygtigere. Vi ser andre landes erfarne atleter bliver ved, og de skaber længere og længere afstand til de næste. Det gør de blandt andet ved hjælp af fantastiske træningsmiljøer, som bidrager med højkvalificeret sparring, samt træninger som bygget på præstationsanalyser, styrketræning og metal træning.

Hvorfor stoppes elitekarrieren så tidligt?

Jeg har igennem de sidste år haft snesevis af samtaler med nuværende og stoppede atleter, og trukket essensen ud af de ting som går igen, når de står foran et muligt eller aktuelt stop. Det er når de nærmer sig slutningen af ungdomsuddannelsen eller deres erhvervsuddannelse.

Hver gang at snakken blandt trænere og forældre falder på fastholdelse af vores unge mennesker i talent- og elitearbejdet, så bliver der nævnt økonomi, som den største årsag for frafaldet. Men det gør der altså ikke i samme omfang, når snakken går blandt atleterne. Det er mere et spørgsmål om perspektiv. Det skal derfor nævnes, at jeg siden 2007, hvor jeg for første gang blev ansat i Dansk Karate Forbund, og frem til nu hvor jeg sidder som sportschef, endnu ikke har oplevet, at nogen atleter er stoppet på grund af, at de ikke har haft råd.

Ikke én atlet, som har været landsholdskæmper, har brugt begrundelsen, ”jeg bliver nødt til at stoppe min karriere nu, da jeg simpelthen ikke har flere penge”.

Bare for at nævne nogle af vores allerstørste talenter Christoffer Rohde, Kevin Korte og Ludvig Abild, så er de ikke stoppet på grund af manglende økonomi.

Jeg vil dermed ikke påstå, at økonomi ikke er en meget seriøs faktor i vores talent- og elitearbejde. For det er det. Elitesport koster penge, mange penge. Og Dansk Karate Forbund har været privilegeret af, at klubber har finansieret langt størstedelen af de mange konkurrencer og rejser, de unge atleter allerede har været på. Men min påstand perspektiverer blot motivationen og årsagen for et muligt stop for en atlet. Det drejer sig i meget højere grad, om hvordan udsigten til en sværere tid, får lov til at få en markant indflydelse.

Når de står der i slutningen af deres teenage-år, så drejer det sig jo lige pludselig om en mere selvstændig tilværelse. I horisonten aner de en endnu mere synlig løsrivelse fra mor og far. Der skal vælges et afgørende studie, der skal flyttes hjemmefra, og hvordan skal man kunne balancere alt dette – samtidig med en elitesportskarriere.

I denne sammenhæng spiller økonomien selvfølgelig også med ind. Men det er mere selve tanken, om at skulle klare sig selv, og uddanne sig til et rigtigt job, der får vores atleter til at vælge at sige stop.

Uddannelse, skader og motivation

Mange barrierer står foran vores unge mennesker. Men som beskrevet før, så er min påstand at økonomien ikke har været den reelle faktor, men blot en medspiller til, at få sat det endelige stop for elitekarrieren. Det har vist sig igennem mange samtaler, at navnlig én ting er atleternes stopklods. Det er valget af den videregående uddannelse. Dertil kan lægges et antal af øvrige årsager, såsom manglende niveau og dertil manglende resultater, skader, udbrændthed, personlige problemer, m. fl.

Det er måske indlysende, at skader kan virke som en øjeblikkelig stopklods for atleten, og at valget af videregående uddannelse kan gøre det samme, hvis den ikke tilgodeser en sideløbende elitekarriere.

Men hvor starter det henne? Hvor er det at kæden hopper af, når det der har fyldt det meste af ens liv,  pludselig ikke skal være der mere.

Der er jo ikke penge i det

Selvfølgelig er der ikke det. Det er også den nemmeste undskyldning, at finde frem, når atleten vælger elitekarrieren fra. Men det fravalg handler langt fra om der er penge i det eller ej. For det har der aldrig været. Jeg forestiller mig levende, hvordan det starter. Dette fravalg. Presset begynder måske derhjemme. Måske omkring middagsbordet, når man sidder der sammen med sine forældre.

- Ja ja, siger mor og far, det har jo været dyrt for os igennem alle disse år, og det kan godt være at karate er godt for dig. Men husk nu på, at du skal jo også have et rigtig arbejde. Så når nu du er færdig i gymnasiet, så skal du til at vælge din rigtige uddannelse.

Det er jo også rigtig, tænker atleten. Det er det, man skal fokusere på, og står disse samtaler stille og roligt ufortrødent på, så kan man langsomt og ubevidst konkludere, at det at være eliteatlet samtidig med man tager sin videregående uddannelse, ikke kan lade sig gøre.

Men selvfølgelig kan man det!

Landets universiteter har for længst købt ind på de mange fordele, der er ved at have elitesportsudøvere gående på deres uddannelser. På Århus Universitet fortælles der om hvordan elitesportsudøverne netop balancerer deres ”dobbelte”-karrierevalg(Elite og uddannelse), så godt at de klarer sig bedre end gennemsnittet. Ydermere fortælles der herfra om en undersøgelse foretaget af Århus Universitet, om at halvdelen af de danske vundne OL og VM medaljer i 2016, blev vundet af studerende under uddannelse. OL medaljer!! De går faktisk så langt at sige at det ikke blot er muligt, det er snarere en fordel at kombinere elitesport med uddannelse.

Hånden på hjertet, hvem tror du virksomhederne ansætter, studenten der er uddannet cand. Alt. med 12-taller i det hele, pga. forældrene har båret dig igennem, eller studenten som er nået lige så langt, og gået den ekstra mil ved at samtidig kunne skrive en elitekarriere på cv’et? Hvem ville du vælge?

Valg af uddannelse er en væsentlig årsag til et stop, inden vi rigtig får begyndt

Måske er det den væsentligste årsag. Jeg er stærkt tilhænger af, at det er her, vi skal sætte massivt ind. Vi skal have startet en proces op, der tilgodeser vores atleter, som tror de står i et T-kryds, men som i virkeligheden er 2 parallelle veje der følges ad hånd i hånd.

Her ved jeg der er masser af muligheder for vejledning. Team Danmark er specialister i Dual Career, og netop at få unge atleter igennem disse svære skift. Det de gør, bør vi i meget højere grad læne os op ad. Jeg er sikker på, at en kyndig vejledning om uddannelser, kan have en afgørende effekt for alderen på vores seniorlandshold.

What’s in it for them – når nu der ikke er penge i det?

Vores unge atleter er så dygtige, at de kan vælge hvad som helst. Derfor er det langt fra nok, at vi blot orienterer de unge om uddannelse. For det er ikke alle unge mennesker, som mærker presset fra forældre om at skulle vælge fra. Næ der findes også alle dem, som er så dygtige, at de kan vælge det de vil. De har gennemsnittet, de kan vælge deres drømme studie. De kan også vælge at gå i hæren, på politiskolen – Altså de vælger end retning der er mere attraktiv for dem, end det et studie og en elitekarriere kan tilbyde. Der skal derfor også være et massivt stort trækplaster i karate, for at en atlet skal kunne blive ved med at have ambitionerne om at udvikle sig til, og forblive verdensklasse. For vi kan være nok så gode til at vise dem vejen til at det hele kan lade sig gøre, men tendenserne i sportens verden viser mere og mere professionelle tilstande. Det går ikke de unge menneskers næse forbi. Og hvor ligger prestigen så i Karate? 

Lad os dykke ned i det næste søndag..