Drømmen om en stærk EM præstation lever i
bedste velgående hos 18 årige Frederikke trods
2 tidligere korsbåndsskader
I den kommende weekend løber Danmarkshistoriens
første karate EM af stablen i Danmark, og Aalborg danner rammerne for dette. Drømme
om at præstere på allerhøjeste niveau lever i bedste
velgående hos de danske landsholdsatleter. En af dem er 18 årige Frederikke,
fra Egedal Karate Klub. Hun har arbejdet drønhårdt for endelig at være klar til
EM på Dansk Jord. I en tid hvor alle kan læse om hvordan sportsstjernerne
falder på stribe med den ene skade efter den anden, så er der godt nyt fra
karate verdenen.
18
årige Frederikke Grønning fra Egedal Karate klub er en del af den 29 mand store
trup, og hun har om nogen kæmpet sig til at være klar her i Aalborg. Hele 2
gange har hun været ramt af korsbåndsskader. Et i hvert knæ. Første gang var i
2013. Frederikke fortæller hendes historie her.
- Jeg var til konkurrence i London, og
i min anden kamp forsøgte jeg at nå min modstander med et cirkelspark, men fik
ikke drejet mit stand-ben. Jeg kan huske det gav et stærkt vrid i mit knæ. Hold
kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe. Set i
bakspejlet var det selvfølgelig ikke særligt smart af mig at tro, at jeg kunne
fortsætte. Men karate er mit drive. Det betyder så meget for mig, og selv når
man står i sådan en situation, så er det bare ikke en mulighed at give op. Man
får virkelig tunnelsyn, fortæller Frederikke.
Vinder EM sølv 3 år efter, på Cypern i 2016, men under EM i 2017
brast drømmen igen
- Jeg kæmpede mig tilbage efter min
skade, og i 2016 tog jeg min første EM medalje. Det blev til Sølv i kadet
klassen for piger +54 kg. Det var virkelig fedt at opnå det her. Jeg mærkede ingen hindringer. Det var fantastisk. Nu var
man endelig ovenpå. Fysik og mentalt. Det efterfølgende år gik fantastisk.
Jeg så virkelig frem til endnu en optræden for Danmark.
Men så skete det igen – i 2017 Bulgarien røg korsbåndet i det
andet knæ efter kun 20 sekunder på gulvet
- Her kæmpede jeg imod en stor russer,
og vi var kun 20 sekunder inde i kampen. Vi står i en helt tæt afstand. Der
opstår noget tumult, og modstanderen falder med hele sin kropsvægt ned over mit
knæ, der desværre er bøjet i en helt unaturlig position. Jeg husker tydeligt, da jeg lå nede på gulvet. Øjeblikkeligt
kunne jeg genkende denne helt forfærdelige følelse. Jeg vidste med det samme,
at den var gal igen, for når Korsbåndet ryger giver det en helt speciel følelse
i benet - det var ekstremt smertefuldt. Jeg
havde igen rigtig svært ved at erkende det og prøvede at fortsætte kampen - men
det gik slet ikke. Stævnelægerne undersøgte mig, og alt stod klart, da de ved
den klassiske skuffetest for at teste korsbåndet kunne trække mit underben
langt frem for knæet. Hele min verden faldt helt sammen - det var forfærdeligt.
Jeg var fuldstændig knust, modet forsvandt, og jeg kunne næsten ikke
finde motivationen. De sidste nætter på hotellet i
Bulgarien var forfærdelig lange, og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok med at
komme hjem. Jeg tænkte bare, at det skal være løgn, at jeg skal gå ned over det
her. Så det første jeg gjorde, da jeg kom hjem til Danmark var at tage i
klubben og tale med min træner, Claus. Vi fik en lang snak og lagde en plan som
i forhold til første gang havde nogle afgørende, markante ændringer.
Fælleskab og holdkammeraterne var det vigtigste for at komme
ovenpå igen
- Det var vigtigt at så hurtigt som
muligt at komme tilbage til fællesskabet igen og mærke stemningen i klubben.
Det at være en del af holdet og være sammen med de andre, øgede min motivation
- selvom det var en mental nedtur at se de andre træne, og jeg ikke kunne
deltage. Men tilknytningen til klubben og opbakning fra mine holdkammerater var
afgørende for at øge min motivation. Samtidig satte jeg små delmål, som var
igen var med til vise mig fremgang. F.eks. sådan noget med ”se, nu kunne jeg
bøje benet så meget” eller ”nu kan jeg løbe 200 m uden smerter”. Dage, hvor jeg
nåede delmål, var fantastiske.
100% klar til EM i Aalborg og glæder sig til den fedeste oplevelse
på hjemmebane
- Jeg har arbejdet hårdt de sidste 2
år for at nå til den form, jeg har i dag. Hele 2 gange har jeg prøvet at være i
den situation, hvor man på et splitsekund føler det hele bliver revet væk fra
en, på grund af skader. Og hvordan man bagefter må kæmpe sig igennem et mentalt
og depressivt helvede.
Men kampene har bare gjort, at jeg inderligt sætter pris på de små ting: bare det at få
lov til at være med til træning. Være i stand til at træne, når man vil og give
den max gas. Det tænker man bare ikke over på samme måde, før man har været
igennem sådanne forløb. Det har virkelig ændret noget for mig.
Jeg glæder mig afsindigt
til dette EM og vil gøre alt hvad jeg kan for at repræsentere Danmark på bedst
mulige måde. Jeg drømmer ligesom alle andre om at stå allerøverst på skamlen til disse mesterskaber, for hvem
gør ikke det? Men det betyder mindst lige så meget for mig at være her i dag,
til træning, og se hvordan jeg kan deltage på lige fod med de andre kæmpere.
Det er fedt at mærke, at fremtiden er fuldstændig åben, og jeg håber at kunne
komme til at lave store toppræstationer på allerhøjeste plan.
Frederikke stiller op i klassen +68 kg
for kvinder u21. Følg hende på søndag, når hun går på gulvet for Danmark.
