Tør du godt forfølge dit talent?

Skrevet af Allan Kjærsgaard, Sportschef - Dansk Karate Forbund

Foto - Godthjælp Sportphotography/ Flemming Ege/ Anne Sofie Jensen

Har alle mennesker enestående evner? Er det rigtig, at hvert individ indeholder et ganske særligt potentiale fra barnsben, der bare venter på at blive sat i gang?

- At præstere er ikke længere et fyord, fortalte en ledende forsker fra idrættens analyseinstitut til os sportschefer ved et nyligt afholdt dialogmøde i Idrættens Hus i Brøndby. Han havde netop fremlagt status for den danske ”idrætsmodel”, og her blev det gjort tydeligt, at danskerne var blevet bedre til at acceptere, at det med at performe, faktisk var helt ok. Det var ok, at gå efter drømmen.

Det synes jeg virkelig er spændende! Endelig er vi nået dertil, hvor du kan sige højt, at du gerne vil gå efter at være den bedste. Og så bliver du ikke ”dunket” oven i hovedet, for at sige det. Endelig! Det kan godt være at jeg lyder overrasket. Det er jeg nok også. For jeg synes ikke, at jeg skal særlig lang tid tilbage, før det at ville vinde var ganske udansk.

Om det er Udansk at VINDE eller ej - er mere ment som en provokation. For hvis der er noget vi kan, efter min bedste overbevisning - som danskere - Så er det netop at vinde. Trods størrelse, stigende konkurrence og manglende ressourcer, kan vi placere os blandt de bedste i verden. Humlebi historien findes i Danmark. Vi oplever det i sportens verden. Jeg oplever det i vores ydmyge forbund.

Men jeg kan da også være tilbøjelig til at sige, med et smil på læben - at der oveni hatten, er en god del danskere udenfor sportens verden, som også lider af "storhedsvanvid". Hvorfor har vi ellers en af verdens flotteste og største lufthavne. Hvordan kan det være Danmark kan sætte dagsorden for shipping eller udvikling af medicin.

Nå vi nu viser omverdenen, at vi kan vinde, og vi her hjemme i Danmark har accepteret, at det er ok - at stræbe efter at blive så dygtig som man kan blive, og at det er helt iorden at præstere, skal vi så ikke brede den viden ud.

Vi vil gerne have stræbere i Danmark. Jeg elsker stræbere. Med stræbere, mener jeg - er mennesker som tør, at sige højt - at jeg vil gå efter det her eller det her. Samtidig viser de omverdenen, at de arbejder benhårdt for at opnå det. Også selvom der er chance for at fejle. Det kræver et enormt mod, at gå over den grænse.

En ting er, at vi danskere accepterer, at det at gå efter ”guldet” er helt ok. En anden ting er skridtet videre, og ikke bare sige, at man vil acceptere noget, men rent faktisk gøre et arbejde for at der kommer rammer, der udvikler talentet. En ramme eller måske snarere et miljø, der ligefrem opildner dig som menneske eller atlet til at grave dybt ind, finde dit talent frem, og give dig modet til at turde satse.

Talent er mange gange blevet defineret, som noget medfødt. En medfødt evne til at kunne noget ganske særligt.

Jeg tror dog, at det handler om meget mere end det. Miljøet omkring dig, hvem der omgiver dig, og hvor du befinder dig, har i min optik en afgørende betydning for udviklingen af dit talent.

En af Danmarks mest interessante sportspsykologer, Kristoffer Henriksen, beskriver i sin bog ”Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse”, hvor stor en indflydelse alle de udenom liggende faktorer har på den enkelte atlet. Han har igennem sine omfattende studier fremvist synspunkter på hvilke afgørende elementer der indgår, for at en atlet opnår sit fulde potentiale. Her er det ikke alene om man har et medfødt talent, og træner meget. Men her spiller i lige så høj grad miljøet og kulturen omkring en kritisk rolle. Det synes jeg, er et spændende perspektiv.

Man kan have den overbevisning, at talent enten er noget man har, eller også har man det ikke. Måske er det en begrænsning i sig selv. Og måske skal vi slet ikke kalde det talent. Jeg vælger at tro på, at alle har et talent eller en evne, til at gøre noget ganske specielt. Men det afgørende ord her er nok - at vælge. Tænk en gang hvad der ville ske hvis, uanset hvem du var, valgte at dyrke dine ideer, din kreativitet, og dermed vælge at sætte egne "evner" i spil.

For at det kommer til at ske, handler det meget mere om at sætte mennesker i de rette omgivelser. Give dem de rette betingelser, og dermed få deres evne til at blomstre. Fuldstændig som hvis vi skulle få noget til at gro.

Set fra et sportsligt perspektiv, er det måske ikke for alle, at blive Europas eller verdens bedste. Men er det ikke muligt for alle, at finde deres indre evner frem, og leve et liv i høj kvalitet uanset hvad man ønsker?

Jeg vælger at tænke sådan. Jeg er dog bekymret for, at denne accept af, at det at præstere - ikke er nået langt nok ud.

Tager vi det perspektiv på, at det ikke alene er nok, at have et medfødt talent, eller træne meget. Men det afgørende er udelukkende hvilket miljø, man er placeret i, for i det hele taget, at få sin evne til at blomstre. Og hvis vi så oveni hatten, slet ikke kan se, eller er opmærksom på, at evnen ligger godt skjult i en. Ja så kommer min bekymring til udtryk.

Jeg er bekymret for vores kommende generation af unge mennesker. Tør de godt dykke ned og opdage deres talent. Og måske endnu vigtigere – tør de forfølge det? For hvad er det for en kultur de vokser op i nu. Hvad er det for et miljø?

Vi skal tage ansvar for at skabe et fundament, et miljø og en kultur, hvor vores ungdom tør opdage deres egne evner.

Vi skal skabe plads til at de lader sig inspirere, og tør forfølge drømmene. Vi skal være der når det lykkes. OG vi skal være der endnu mere når det skævt. Men det er meget nemmere sagt end gjort, for vi har en kæmpe konkurrent i den digitale verden. Samtidig hersker der en ”mig”-kultur. Det handler jo mere og mere om, at det skal ske på min måde. Det er når jeg har lyst og tid, og på mine vilkår. Er det for besværligt, så gider jeg ikke. Verden er åben for, at dette sagtens kan opfyldes. Desværre. Vores unge hovedpersoner har aldrig haft det nemmere. De har mulighed for alt. Og når man har mulighed for alt, så er det perfekte kun godt nok. Det betyder, at der er konkurrence på alle fronter. Og det er jo et kæmpe paradoks. For selvom vi nu er klar over, at vi kan få, hvad vi vil have, så lægger det jo netop et massivt pres på de unges skuldre. Træder man frem i lyset, og samler handsken op, så vil de lynhurtigt erfare, at det er en benhård kamp, som vil kræve mange ofre. Og langt de fleste vil vælge at lade være. Især når de opvokset i en tid, og lever med en kultur, hvor når noget bliver for meget eller kedeligt, så kan man bare ”swipe left”. – for at komme videre til det næste.

Det gør så, at ikke bare vores foreningsliv, vores karateklubber er under pres.  Vores skoler og vores uddannelsessystem er også under markant pres.

Tiltrækker og fastholder vores foreningsliv den kommende generation? Dyrker vores danske karateklubber deres medlemmers vindermentalitet? Og hvad med vores danske skoler?

Skaber Danmarks uddannelsessystem et miljø, der kan få ens gemte og uudforskede evner til at udfolde sig?

Set fra min stol, er disse spørgsmål og mange flere - noget som jeg er meget interesseret i at få besvaret.

Og med en drøm om skabe verdens bedste karateatleter, så er der rigeligt at tage fat på, Jeg håber at du vil være med! Tænk engang hvad der ville ske, hvis vi vedvarende skabte betingelser for at opdage og udvikle talentet hos alle.