Kan Danmark udvikle verdens bedste karate atleter?

Skrevet af Allan Kjærsgaard, Sportschef - Dansk Karate Forbund

Foto - Godthjælp Sportphotography

Talentudviklingen i Dansk karate er i særklasse. Resultaterne igennem de sidste 10 år taler et tydeligt sprog. Siden 2008 har historien vist samme billede. Om det har været EM eller VM, så har unge atleter fra Danmark sat dagsorden, og vist vejen frem internationalt. 

Med hele 36 EM og VM medaljer fordelt på klasserne fra 14-20 år, kan det i den grad være svært at overse ungdomsatleterne i de røde og hvide farver, når de internationale karate mesterskaber løber af stablen.

Det er en fantastisk tid, vi er i lige nu.

Danmark har ungdomsatleter i særklasse. Der er stærke resultater på den internationale scene. Vi har engagerede og ambitiøse trænere, og jeg oplever, at mange klubber er ved at tage fart i udviklingen af talenter.

Det gør at Dansk Karate Forbund også er i en ”afgørende” tid.

For vores unge mennesker er vores fremtid, og Dansk Karate Forbund har en enorm interesse i udviklingen af unge mennesker igennem karate og igennem elitesport.

Men vi har en udfordring i Danmark, som vi ikke kan komme udenom. Udfordringen er ikke ny eller kun for os. Hvad det drejer sig om, vil jeg komme tilbage til.

3 vigtige ingredienser der sætter rammen der for, at du kan udvikle dig til, det bedste du kan blive

Jeg har mange opgaver som sportschef i Dansk Karate Forbund. Men af alle dem, er arbejdet med atleten, det allermest betydningsfulde for mig. Det handler 100% for mig om, at sætte rammer op, der skaber mulighed for, at du kan udvikle dig til det bedste du kan blive. Og det er lige præcis det, vores forbund arbejder benhårdt på.

Der er 3 vigtige overordnede ingredienser i denne sammenhæng.

For mig handler det allerførst om, erkendelsen af hvor vigtigt det er, at inddrage atleten selv. Det er ekstremt vigtigt, at møde dem der, hvor de er. Hvor er de i deres drømme? Ser de sig selv gå den lange vej? Kan de, vil de, tør de? Sker dette ikke, falder det hele fra hinanden, inden vi overhovedet er begyndt. Atleten skal selvfølgelig lære at stå på egne ben. De skal lære at træffe beslutninger, og de skal selv tage ansvar for dem.

Det er dog en balancegang. For vores unge mennesker i dagens Danmark er under et massivt pres. Vi må ikke bare overlade alt til dem selv. Status er altgørende. ”Likes” er altafgørende, uanset om der er reelt er en succeshistorie bag eller ej. Det at ”jeg kan vise mig frem” har betydning. Sociale medier sætter de unge menneskers selvtillid på en massiv udfordring. Det betyder at unge mennesker sætter gang i jagten på de store ”likes” ikke de store drømme. Det er så vigtigt at høre ind til motivationen. Drejer det sig mere om ”likes”, eller har du reelt en drøm om at blive det bedste du kan blive. 

Jeg oplever desværre alt for tit, at vores unge mennesker er dybt inde i en kultur, der formår at slukke for alt, hvad der hedder næring, til at forfølge sin drøm. Jargonen og kontakten imellem unge mennesker er fuldstændig løbet af sporet, og man kan nu med nemhed ødelægge enhver form for selvtillid hos hinanden. Faktisk er det ikke blot noget man kan. Det er det, man gør. Dagligdagen kræver i den grad robusthed. At stå ved sit talent og have mod til at ”steppe up” skal være i særklasse. Man kan være hurtig til at skyde skylden og ansvaret på forældre, og med det samme tænke på begrebet ”curling-forældre”. Desværre er jeg overbevist om, at vores folkeskoler ubevidst er medårsag til at fastholde denne kultur. Der er enormt fokus på antal skoletimer og bogligt indhold. Der er intet, der peger i retning af, at gøre vores unge mennesker mere kreativt tænkende og innovativt udfordrende. Det er der sikkert nogen, der kan være uenige med mig i. Ungdomskulturen bærer præg af at fjerne sig fra fællesskabet, og have en dagsorden der nærmest slukker drømmen om at gøre noget ekstraordinært. Jeg ved godt det lyder negativt. Det er det også. Vores unge, vores fremtid er under pres.

Vi skal i Dansk Karate Forbund fastholde vores lagte vej, hvor giver vi plads til, at atleten kan drømme stort. Så jeg kan nærmest ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at inddrage. Uanset hvilke ”briller” man kigger igennem, er de menneskelige rammer for udvikling af evner - sammen med inddragelse og involvering, helt grundlæggende for at vores unge mennesker kan blomstre til nye højder.

En anden vigtig ingrediens er klubberne og trænerne. Det er den målrettede og vedvarende træning, der går ind flytter atletens grænser. Dette er helt essentielt. Klubberne og trænerne er dem, som tænder gløden i de unge menneskers øjne. Det er her drivkraften findes.

Det er det i hvert fald hos mig.

Det der driver mig, er at sidde lige der på forreste række, og se børn og unge udvikle sig, og tage næste skridt i livet ved hjælp af denne fantastiske sport. Det gør mig så varm om hjertet, og jeg håber at mange flere kommer til at opleve eller oplever det samme. 

For jeg oplever, at når coach og atlet virkelig når i et flow, sker der fantastiske ting.

Tænk engang en tillid og gensidig respekt der opstår i sådanne et samarbejde. Uanset hvordan jeg reagerer udadtil, når jeg sidder på stolen ved mesterskaber som coach, sidder jeg altid med en ydmyg følelse, når det hele er slut. Jeg tænker over, at have været der - med atleten, og være lukket helt ind i det inderste, hvor måske ingen andre får adgang. Det har jeg respekt for, og behandler meget ydmygt. For samarbejdet kan påvirke ham eller hende for altid. Jeg anser derfor samarbejdet imellem atlet og træner, som et kerneelement for talentarbejdet i Dansk Karate. Vi arbejder benhårdt på, at skabe et stærk trænerteam, engagerede klubber, sideløbende med arbejdet med atleterne. Det kommer til at gøre at forskel for Dansk Karate i fremtiden. 

Den sidste og måske allervigtigste ingrediens er den tillidsfulde og tydelige dialog. Kommunikation altafgørende. Samarbejdet mellem atleten, atletens forældre og træner, atletens klub og os som forbund er en forudsætning - et must. Fungerer kommunikationen ikke, risikerer vi, at vi arbejder efter forskellige målsætninger, og med forskellige ambitioner. Det kan i sidste ende presse atleten på en uhensigtsmæssig og usund måde. Tillid til at vi vil hinandens bedste og for Dansk Karate flytter grænser, og skaber indsigt. For det handler i høj grad om at vide, at man er en del af et fællesskab, og man skal samarbejde med andre. De håndfaste værdier vi arbejder med i karate skal man ikke tage fejl af. Det her er en fælles indsats. Ingen når til sit fulde potentiale alene. At nå til tops - uanset hvilken “top” det end måtte være, kræver samarbejde og nogen “at læne sig op ad” Jeg priser mig dog lykkelig over, hvordan udviklingen ser ud i Dansk Karate i dag, for her vidner resultaterne om, hvor ofte det lykkes, at få et sundt samarbejde op at køre.

Det har jo også fået os alle til at drømme stort. For Dansk Karate Forbund har en drøm om et OL resultat i Tokyo i 2020. Det ved jeg, vi er mange der har. Tænk en gang hvor vildt det ville være. Arbejdet i den retning er jo for længst sat igang, og vi har et hold unge seniorer der gør det fantastisk internationalt, samt en god håndfuld, der snart træder ind i disse rækker. Så det ser lovende ud.

Men nu kommer udfordringen

For vi har en udfordring i Danmark, som vi ikke kan komme udenom. Udfordringen er ikke ny og garanteret ikke kun for Dansk Karate Forbund. Men for os er det ganske aktuelt. For hvad gør vi bagefter? Er det ovre når støvet har lagt sig i 2020? Hvad gør vi for at sikre, at det vi har skabt i fællesskab fortsætter?

Fremtiden ligger og lurer lige om hjørnet, og vi skal tage vores ansvar for fremtiden meget seriøst.

Den afgørende tid vi er i lige nu, betyder at vi skal svare på følgende spørgsmål:

Hvad bygger vi på dette stærke fundament, vi har lagt?

Vi arbejder benhårdt i dagligdagen med vores atleter. Men jeg er i den grad gået i tænkeboksen over de rammer Dansk Karate Forbund kan tilbyde i fremtiden. Jeg synes at Dansk Karate Forbund rummer helt unikke muligheder. Jeg mener, at forbundet har klubber, der udvikler talenter i verdensklasse, og vi har mange flere klubber, der har potentiale til at gøre det. Det skal vi i fællesskab som forbund understøtte.

Men den internationale konkurrence bliver stærkere og stærkere. Vi har derfor brug for et meget bedre samarbejde på tværs, og forbundet skal hjælpe til med vejledning af de unge mennesker og de klubber, der er påbegyndt denne rejse, og vi skal se på, hvad der kan få mange flere med.

Andre Danske forbund er fuldstændig strømlinet i den retning. Bare se på svømning, håndbold, og badminton. Hvordan kan Badminton Danmark ligge blandt verdens 5 bedste nationer? De konkurrerer med lande, der har en milliardbefolkning.

Der er en tydelig strategi for disse forbund. Step for step følges, støttes og guides klubber, trænere og de unge mennesker. Jeg kan se, at dette strategiske arbejde gør en forskel, og eksisterer den ikke, er det ganske få der kommer igennem nåleøjet. Vi har brug for, at ikke kun forbundets atleter, men også klubber, trænere og ledere køber ind på, at den menneskelige udvikling igennem karate som elitesport er guld værd.

Om vi kan udvikle verdens bedste karatetalenter?

Fundamentet er til stede. Jeg kan se flere og flere klubber gøre det ekstremt godt. Jeg oplever et stærkt samarbejde, på tværs af klubber og baggrunde. Så hvorfor kunne vi ikke skabe noget, og lægge en strategi, der får os et fantastisk sted. Det vigtigste for mig er, at vi finder frem til kernen og essensen på det langsigtede arbejde med vores talenter i forbundet, og forfølger det. For en talent og elitestrategi vil give os forstærkede muligheder, så vi i fremtiden, vil kunne vedvarende konkurrere blandt de allerbedste i verden. Uanset hvad der kommer til at ske, så kan jeg ikke være ydmyg nok, og takke nok over at være en del af dette. Jeg dyrker min passion til fulde. Jeg bruger alle mine vågne timer på det, og holder fokus på det. Det kan jeg takke min kone og mine børn for. De “træner” mig hver eneste dag, og giver mig i den grad fornyet drivkraft. Hele min familie bakker mig op, og det er jeg på alle tænkelige måder dybt taknemmelig for. Dette er min kerne.