
Formand Thomas Bjuring
Som de fleste har bemærket, er forbundets nye kommunikationsstrategi så småt ved at rodfæste sig i dagligdagen hos Dansk Karate Forbund. Den "nye" bestyrelse har en klar ambition om, at synliggøre forbundsaktiviteterne, så alle medlemmer føler sig tættere knyttet til forbundet - men også for at give alle et nuanceret indblik I de mange tiltag som allerede eksiterer og som vil præge forbundet fremadrettet. Hvad angår kommunikationen, så vil jeg en gang månedligt, med undtagelse af sommerferien, gør status på den forgangne måned. Jeg / bestyrelsen er utrolig glad for de mange postive tilkendegivelser i forhold til åbenhed vi har lagt for dagen. Ris som ros er kærkommen modtaget - og det motiverer i den grad at modtage begge dele.
Informationsudvalget
Helt konkret har vi fra informationsudvalget etableret en struktur så alle udvalg og administration dækker deres aktiviteter. Alle officielle nyheder vil altid være at finde på hjemmesiden som det første, hvorfra denne synkroniseres med Facebook. Resultat af den første måned dokumenterer en fantastisk opstart for informationsudvalget. Med over 30.000 som har læst de pågældende informationer / artikler siden 20. dec., er der uden tvivl tale om en succes. Vi fortsætter arbejdet og arbejder videre med implementeringen hos forbundsklubberne, som bliver næste tiltag fra informationsudvalget.
Bredde - og traditioneludvalget
Bredde - og tradtioneludvalget har den forgangne måned arbejdet med deres strategi fremadrettet. Jeg løftede sløret for den ventede revolution i dette udvalg allerede i december i forbindelse med min julehilsen til alle forbundets medlemmer. Vi må konstatere at de dage, hvor forbundet var hovedarrangør af store træningssamlinger og breddeaktiviteter, er længe forbi. Få ønsker at bidrage til disse events og de står på ingen måde mål med økonomien og tiden som de mange frivillige putter i den. Nu kan det lyde som en klagesang, men det er det på ingen måde. Vi må blot acceptere, at aktiviteterne ligger ude i klubberne og hos stilarterne. Her fungerer bredden og den traditionelle karate i bedste velgående og så er det jo oplagt, at forbundets strategi skal bakke op på disse kanter. Forbundet skal være der hvor klubberne er og derfor introducerer jeg nu lidt nye tiltage til den traditionelle karate og bredden i al almindelighed.
1. Breddeaktiviteterne og breddetilskudet skal ud i klubberne og arbejde. Forbundet afholder ikke Traditionel Event længere (dog afholdes den store succes, forbundsfesten stadig), men kanaliserer i stedet pengene ud til events, træninger eller andet i klubberne og stilarterne.
2. Dansk Karate Forbund udbyder forbundsinstruktørkurser, som giver de udddanede instruktører mulighed for at afholde kursusforløb i klubberne (typisk alm. brun og sortbæltetræning). Dvs. der kan indhentes løningskroner til instruktørerne, som varetager disse træninger i klubberne. Typisk træninger der allerede er eksisterende i klubberne.
3. Halvdelen af de penge som er allokeret til breddeaktiviteter, vil blive omstruktureret, så de tager udgangspunkt i klubudvikling. Herunder rådgivning og tilbud vedr. markedsføring, driftsværktøjer til den alm. drift i klubberne og meget mere. Stille og roligt vil jeg introducere disse tiltag/tilbud, som klubberne kan søge om. Men i bund og grund kan det opsurmeres til, at det skal være nemmere at drive en karateklub og det skal bidrage til flere medlemmer i klubberne.
Store dele af forbundets breddearbejde bliver udført af forbundets udviklingskonsulent. I den forgangne måned har Saiko i Odense, Yawara Do i Sønderborg samt Odder Shotokan haft foreningsbesøg samt udviklingsbesøg. Ligeledes nærmer vi os en status på de indberettede tal for 2014, hvor vi allerede nu kan konstarere, at vi maximerer vores tilskud på henholdsvis udviklingsaftaler, rejseaktiviteter, stævner og træf, mesterskabsarrangementer og mere end en fordobling på uddannelse. Ganske imponerende og tegner godt for fremtiden.
Et sted mellem bredden og eliten arbejder stævneudvalget. De første tiltag for DM, som uden sammenligning er Danmarks største kampsportsforbund, er påbegyndt. Der vil i år være nye tiltag i forbindelse med afviklingen af stævnet og jeg er ganske sikker på, at vi igen i år vil få et fantastisk stævne. Tirsdag den 2. februar havde den nye udvalgsformand indkaldt til koordinerende møde mellem stævneudvalg, dommerudvalg, eliteudvalg samt landstrænerteam. Debatten var etableret for at sikre en konstant udvikling og tilpasning i forhold til de mange kæmpere og klubber, som bakker op om dette store arrangement.
Eliten
Eliten brager derud af. Rigtig mange frivillige og ansatte ligger uanede af kræfter i det enorme elitearbejde, som finder sted i Dansk Karate Forbund. Der har været afholdt talentcentersamling i henholdsvis øst og vest samt forberedelsessamling før U21 i Schweiz. I morgen rejser landsholdet afsted til Schweiz med godt 27 kæmpere, 3 trænere, 3 dommere og ca. 10 forældre.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er store forventninger til hele deligationen. Alle kæmpere og klubber ønskes tillykke med den flotte udtagelse til U21 EM - må de alle vise de danske farver frem med stolthed - vi krydser alle fingre for dem.
Summa summarum
Vi har indledt 2015 i fuld fart og fremdrift. Nu skal de gode arbejdsgange og den gode stemning løfte os endnu højere på alle niveauer. I mit hverv som formand har jeg ytret ønske om at tale på diverse generalforsamlinger, årsmøder med mm. hos flere stilarter og klubber, som alle har takket ja til mit besøg. Jeg havde lørdag den 31. januar fornøjelsen af at deltage på IOGKFs årsmøde, hvor jeg kort kunne debattere forbundets virke med godt 18 ud af 22 klubber i IOGKF organisationen. Det var en meget vigtig og konstruktiv debat - og jeg både håber og tror at alle fik lidt opgaver med hjem at tænke over. Jeg er som formand parat til at stå på mål for mange tiltag - jeg mener, at vi som bestyrelse er forpligtet til at være synlige og nærværende for vores klubber. De første øvelser er nu påbegyndt og jeg håber at klubberne vil tage godt imod dem.
Slutteligt, vil jeg gerne invitere alle klubber på en kop kaffe i Idrættens Hus, hvis man skulle have gode ideer eller andet, som kan hjælpe forbundet i dens udvikling. Min dør står altid åben.
De bedste hilsner
Thomas Bjuring
Formand
Dansk Karate Forbund

Bestyrelsen genvalgt
12. maj 2026
Nye Træner 1 instruktører
4. maj 2026
2.indkaldelse til Generalforsamling
23. april 2026
Kata 2 instruktører uddannet
20. april 2026
Officialkursus i Egedal
23. marts 2026
Assistenttrænere uddannet
23. marts 2026
Nye uddannede trænere
16. februar 2026
1.indkaldelse generalforsamling 2026
30. januar 2026
Dansk Karateforbund
Idrættens Hus 20
2605 Brøndby
60142780 Man.-tors. 09.00-16.00
E-mail: info@danskkarateforbund.dk

Dansk Karateforbund
Idrættens Hus 20
2605 Brøndby
60142780 Man.-tors. 09.00-16.00
E-mail: info@danskkarateforbund.dk
